Why don’t you just say so then?

I forlængelse af mit foregående indlæg: Jeg kom i tanker om denne episode, som William Carlos Williams refererer i sin selvbiografi:

Ezra Pound er på besøg hos Williams’ forældre. “So one evening Ezra read several poems. Pop listened. I listened also and so did Mother, who said nothing. [...] one poem especially Pop struck on. Ezra had composed a short piece on the backs of certain books standing on the shelves of our bookcase [...] He spoke in the poem of certain jewels, red and blue and green. It wasn’t a bad conceit and Ezra resolved it with considerable passion and ability. Pop couldn’t get it. “What are the jewels you speak of?” he said. I don’t think I myself was entirely clear on the subject. “You make a good story of it,” went on Pop, “but I don’t know what you are talking about.” [...] “The jewels I speak of are the backs of the books in the bookcase.” “Oh,” said Pop. “Of course,” he went on, “being books and being precious to you as a student and a poet you treasure them, therefore you call them jewels. That I understand. But if that’s what you wish the reader to understand, to make an intelligent impression on him, if it’s the books you’re talking about, why don’t you just say so then?” Ezra appears never to have forgotten the lesson.”  

Sværmeri

 

På havelågen — netop nu. Er det sex, eller er det bare to dyr, der varmer hinandens bagdele?

Breaking news

Team Easy-On går til bekendelse. Se her.

Proprioception

Sidst læst: Warren Tallman: “Proprioception in Charles Olson’s Poetry” og Matthew Corrigan: “Charles Olson: Materials for a Nexus”. Proprioception er et vigtigt begreb i den olsonske (Olson-inspirerede) poetik, afledt af det latinske “proprius”, “ens eget”. (Jvf. “appropriate”, at gøre til ens eget eller tilegne sig). Proprioception er vores sjette sans, kropssansen eller krops-fornemmelsen. De første fem sanser gør os i stand til at opfange indtryk fra verden omkring os. Proprioception opfanger indtryk fra vore egne, respektive, kroppe, herunder feedback fra musklerne, og giver os information om (som mattbw helt olsonsk udtrykker det på Everything2.com ) “our body’s orientation in space”. Det er denne sjette sans, politiet tjekker, når de stopper trafikanter og beder dem udpege deres egne – altså trafikanternes – næser. Læs evt. mere i David Browns artikel “Den glemte sans – proprioception” i denne PDF fra Videnscenter for Døvblindfødte.

Her er Charles Olsons “Proprioception”, udgivet i 1965:

Den er brun.

Fra en helt anden tid

Dagens erhvervelse: Gunnar Sandfeld: “Fra en helt anden Tid – Struers udvikling fra næsten ingenting til næsten købstad”. Købt i Thisted Antikvariat.

Jordrente

I dag var der bogbyttedag på Skanderborg Bibliotek. Jeg afleverede 4 store poser bøger — og kom hjem med kun to (bøger): Bogvennernes udgave af “En skærsommernatsdrøm” (med fine tegninger af Ludmilla Balfour) og et nummer af tidsskriftet “Historie”, Ny række X, 1, 1972. Sidstnævnte tog jeg, fordi det indeholder en artikel om “Højskolen og den tidligste danske georgeisme”, skrevet af Erling Høiberg. Som var en af mine yndlingslærere, da jeg var elev på Struer Gymnasium — og min chef på skolens bibliotek. Høiberg (som i parantes bemærket er en særdeles habil skakspiller og bror til Nina Høiberg) er en af de få lærere, jeg har haft, som har gjort et varigt indtryk på min person. På bibliotek.dk står artiklen om georgeisme opført under “Emne: Jordrente”. Som er et fantastisk ord — og som sikkert bliver titlen på mit næste digthæfte.

Mellemøsten, 5

Det har været den hidtil blodigste dag i Libanon, siden konflikten mellem Israel og Hizbollah blussede op. 60 mennesker, heraf de fleste kvinder og børn, døde under et angreb på byen Qana. Læs mere her. Israel erkender at ha bombet mål i byen, men vil ikke uden videre ta ansvaret for de mange civile døde. Mere derom her.

Hver dag, når jeg er stået op, tænder jeg for TVet og tjekker nyhederne på Tekst-TV — og i disse dage er der ikke meget at varme sig ved. Undtagen vejret, selvfølgelig. I forgårs blev en mand tæsket til døde i anlægget i Struer, min hjemby. Læs her.

Pinseferie

Ane og jeg har været på pinseferie i Struer. Lørdag var vi til min svigermors fødselsdag, og søndag var – først – jeg med min far, søster og bror til bagagerumsmarked i Holstebro:

– hvorefter vi allesammen (minus bror Lars, som blev hjemme for at lytte til Brahms) kørte til Viborg for at besøge Plantorama:

– som har blomster og buske og mus og fisk — og en meget stor dinosaur hængende oppe under loftet:

Og mine forældres smukke have er i flor. Her er nogle pastorale billeder:

Klosterheden

I eftermiddags genudsendte DR1 Helge Qvistorffs udsendelse om Klosterheden Statsskovsdistrikt — i serien om “De danske skove”, produceret i 1992. Qvistorff hører til den gamle skole af formidlere, som nu afdøde Palle Lauring og Erik Kjærsgaard, der tror på stoffet — og som er meget mere interesseret i at oplyse og fortælle, end i at forsøge at efterleve den nyeste pædagogiske trend. Skov-udsendelserne er gamle, og de virker gammeldags — og det, synes jeg, er befriende. Man kan som seer nøjes med at læne sig tilbage og blive klogere. Uden unødig flimmer.

Men hvad jeg egentlig ville skrive: Klosterheden var, da jeg var ung, min skov, i hvert fald dele af den. Området omkring Kjærgaardsmølle. Det var her – d.v.s. dér – jeg fiskede og spejdede efter fugle, gik på opdagelse, samlede kogler o.s.v. Som navnet siger, er Klosterheden egentlig opdyrket hedeland, og skoven er en plantage, ikke nogen naturskov. Hele plantagen er på cirka 6700 hektarer, hvoraf cirka 5000 er tilplantet og cirka 350 hektarer hede. Landskabet er præget af den sidste istid: Iskanten gik fra Bovbjerg mod Struer, og plantagen er anlagt på aflejringer af sand og grus. Smeltevandet er flere steder opsamlet i opstemmede småsøer. Plantagen gennemskæres nord-syd af ådalen omkring Flynder Å. På grund af de elendige jordforhold tog det lang tid at få plantagen etableret, og i tidens løb er projektet blevet gjort til genstand for massiv kritik. Et lerlag forhindrer regnvandet i at løbe bort, så træerne kan få glæde af det — men det var først, da man begyndte at gøde jorden, at væksten for alvor tog fart.

Så ved du også det.   

Struer

Vundet på nettet: Thomas Bloch Ravns bog om “Struer – En limfjordsby i historisk profil”. Jeg er opvokset i Struer.